National R&D Innovation Act (국가연구개발혁신법)

National R&D Innovation Act gav hvert koreansk ministerium ét sæt regler for finansiering af forskning og udvikling. Før den var deltagelsesbetingelser, omkostningskategorier, rapportformater og forpligtelser forskellige fra ministerium til ministerium, så et hold, der skiftede mellem programmer, måtte lære papirarbejdet forfra hver gang, og hver specialiseret institution havde sin egen fortolkning.

Loven gjorde rammen ensartet: én definition af en deltagende organisation, én struktur for egenfinansiering, ét sæt forpligtelser efter bevillingen, én tilgang til resultater og ejerskabet af dem. IRIS er det system, der blev bygget til at drive den, og de to kom samtidig.

For en udenlandsk læser er det dokumentet, der gør koreanske opslag sammenlignelige indbyrdes. Når først du forstår rammen, er et ukendt opslag fra en ukendt institution læseligt, fordi kategorierne er de samme.

Den åbnede ikke systemet for udenlandske ansøgere. De fleste nationale F&U-programmer kræver stadig en koreansk juridisk enhed som ledende forskningsinstitution, hvor udenlandske organisationer deltager som partnere i et koreansk ledet projekt. Nogle programmer er udtrykkeligt internationale og siger det; udgangspunktet er det ikke.

Den standardiserede også, hvad der sker med resultater og med uforbrugte midler, og det er den del, der betyder noget til sidst frem for i begyndelsen. Pligten til at afrapportere resultater og til at tilbagebetale midler, der ikke er brugt korrekt, gælder ensartet, uanset hvilket ministerium der leverede budgettet.