Kumulationsgrænse

En kumulationsgrænse sætter loft over den samlede offentlige støtte, ét projekt må modtage, udtrykt som en andel af de støtteberettigede omkostninger. Den tæller alle forvaltningsniveauer sammen (føderalt, provinsielt og kommunalt i Canada) og den gælder projektet, ikke programmet.

Pointen er, at programmerne ikke ved af hinanden. To myndigheder kan hver i god tro finansiere 50% af det samme projekt, og kumulationsbestemmelsen er det, der forhindrer, at et projekt bliver fuldt offentligt finansieret gennem separate ansøgninger. Oplysningspligten ligger hos modtageren.

Oplysningspligten er løbende og ikke en engangserklæring ved ansøgningen. Ny støtte modtaget undervejs skal indberettes, og den praktiske virkning er, at et senere tilskud kan reducere et tidligere. Organisationer, der søger bredt og tager imod alt, opdager grænsen med tilbagevirkende kraft.

Overskrides den, udløser det en nedsættelse af den aktuelle bevilling eller et krav om tilbagebetaling af det allerede udbetalte. Revisorer tjekker for det, og tjekket er let: andre bevillingsgiveres offentlige registre kan søges, og beløbene står i dit eget regnskab.

Den påvirker også strategien. Ligger kumulationsgrænsen omkring tre fjerdedele af de støtteberettigede omkostninger, er der en fast mængde offentlige penge til rådighed for et projekt, uanset hvor mange programmer det vinder, så den anden ansøgning er måske bedre rettet mod et andet projekt end mod det samme.