Lump sum-bevilling

I en lump sum-bevilling ligger prisen fast, før arbejdet går i gang. Du foreslår et detaljeret budget, Kommissionen fastsætter totalen i tilskudsaftalen, og derefter får du betaling for gennemførte arbejdspakker til den aftalte pris. Ingen timesedler, ingen opgørelser over faktiske omkostninger, ingen økonomisk revision af, hvad tingene reelt kostede.

Lettelsen er betydelig. Den enkeltvis største administrative byrde i EU-projekter (at registrere og begrunde personaletid) forsvinder, og med den den hyppigste kilde til revisionsanmærkninger og tilbagebetalingskrav. For en lille organisation uden kultur for tidsregistrering kan alene det afgøre, om et projekt er værd at gå ind i.

Hagen er, at betalingen følger færdiggørelse og ikke indsats. En arbejdspakke, der kun er delvist leveret, betales ikke delvist: reviewerne vurderer, om den blev gennemført, og en ufuldstændig arbejdspakke kan ende med ingen betaling. At bruge pengene og komme til kort over for det beskrevne resultat er den fejlform, dette instrument skaber.

Det gør ansøgningsfasen mere konsekvensfuld end i en bevilling efter faktiske omkostninger. Den detaljerede budgettabel, du indsender, bliver prisen, og den kan ikke genforhandles opad senere, fordi dine forudsætninger var forkerte. Byder du for lavt, leverer du med tab; byder du synligt for højt, taber du point på implementering.

Beskriv arbejdspakkerne, så færdiggørelse kan påvises. Vage resultater gør reviewerens arbejde til et skøn, og et skøn over, om du får betaling, er en risiko, du selv har indført. Andelen af Horizon-opslag med lump sums bliver ved med at vokse, så det er ikke et nicheformat at lære senere.